Figenkaktus synes at høre så naturligt hjemme på Siciliens, det sydlige Spaniens og Nordafrikas tørre skråninger, at mange antager, at den altid har vokset der. Det har den ikke. Kaktussen bag frugten, Opuntia ficus-indica, stammer fra Mexico og krydsede først Atlanten, efter at spanierne nåede frem til Amerika.
Denne artikel følger dens rejse fra mexicanske køkkener til middelhavslandskaber og, langt senere, til de lyserøde drikke og desserter, der serveres på caféer over hele Europa.
En mexicansk oprindelse
Opuntia ficus-indica er en domesticeret plante, som mennesker har formet gennem meget lang tid, og dens oprindelse placeres i det centrale Mexico. Vilde Opuntia-arter vokser over store dele af Amerika, men den store, søde frugt og de flade skud med få store torne, som kendetegner ficus-indica, er resultatet af lang tids dyrkning og udvælgelse.
I Mexico kaldes frugten tuna, og de unge skud kaldes nopales. Begge dele er stadig hverdagsfødevarer dér. Skuddene tilberedes som en grøntsag, og frugten spises frisk, blendes til afkølede drikke eller koges til søde sager og sirupper.
En kaktus på nationalflaget
Figenkaktussen er vævet ind i Mexicos historie. Mexicos nationalvåben, som findes på det mexicanske flag, viser en ørn, der sidder på en figenkaktus. Det henviser til grundlæggelseslegenden om Tenochtitlan, aztekernes hovedstad på det sted, hvor Mexico City ligger i dag, hvor en ørn på en kaktus markerede stedet, hvor byen skulle bygges.
Få frugter er så tæt knyttet til et nationalt symbol, og det siger meget om, hvor længe planten har været en del af livet i regionen.
Kaktus, insekter og en berømt rød farve
Figenkaktussen har en anden, mindre åbenlys plads i historien. Opuntia-kaktusser er værtsplanter for cochenilleinsekter, som blev opdrættet i Mexico for den dybrøde farve, der fremstilles af dem. Efter den spanske erobring blev cochenille et værdifuldt eksportprodukt til Europa, hvor det blev brugt til at farve tekstiler.
Det er en anden historie end frugtens farve. Figenkaktussens frugtkød er lyserødt på grund af sine egne pigmenter, som kaldes betalainer, ikke på grund af cochenille. De to ting er lette at forveksle, fordi de begge er knyttet til den samme kaktus.
Over Atlanten
Spanske skibe bragte kaktussen til Spanien i det 16. århundrede. Derfra spredte den sig hurtigt rundt om Middelhavet. Planten havde brug for meget lidt vand, slog rod fra et enkelt skud, der blev sat i jorden, og var nyttig både som frugt og som levende hegn, så den var nem at dele og plante.
Dens europæiske navne bærer stadig spor af denne rejse. Artsnavnet ficus-indica betyder indisk figen, fra en tid hvor europæerne kaldte Amerika for Indien, så navnet peger på Den Nye Verden snarere end på Indien. På engelsk kaldes den også Barbary fig efter det gamle europæiske navn for den nordafrikanske kyst, hvor planten blev udbredt.
Figenkaktus omkring Middelhavet
I dag er kaktussen en velkendt del af landskabet i Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten. Sicilien forbindes især med frugten, som sicilianerne kalder fico d'India, og den er almindelig i Spanien, Portugal, Malta, Grækenland, Marokko og Tunesien.
Omkring Middelhavet modner frugten fra sensommeren og ind i efteråret. Den sælges på markeder og hos gadesælgere, ofte allerede skrællet, fordi de fine børster på skallen gør den vanskelig at håndtere. Folk spiser den afkølet, laver marmelade, sirup og likører af den og bruger den i sorbeter og frugtdesserter.
Hvor figenkaktussen vokser i dag
Ud over Mexico og Middelhavsområdet dyrkes Opuntia ficus-indica i mange varme, tørre områder, blandt andet dele af Sydamerika, det østlige og sydlige Afrika, Mellemøsten og Asien. Dens tolerance over for tørke og mager jord gør den til en nyttig afgrøde på steder, hvor andre frugter har svært ved at trives.
Nogle steder dyrkes den hovedsageligt for frugtens skyld, andre steder for skuddene, som spises som en grøntsag eller bruges som dyrefoder. I enkelte lande har den spredt sig uden for dyrkning og betragtes som en invasiv plante, hvilket minder os om, hvor let den etablerer sig.
Fordi kaktussen vokser på flere kontinenter, kan figenkaktuspulver fremstilles af frugter, der er dyrket i forskellige regioner. For en køber fortæller det botaniske navn, farven og specifikationen mere om et pulver end et enkelt dyrkningsområde.
Fra markedsfrugt til caféingrediens
I det meste af sin europæiske historie var figenkaktussen en frisk frugt, som man nød dér, hvor den voksede. Den egner sig dårligt til transport: Moden frugt får let trykmærker, holder sig kun kort tid og skal skrælles forsigtigt. I Nordeuropa var den for det meste et lejlighedsvist fund hos specialiserede grønthandlere.
Når frugten tørres og males, bliver den et helt andet produkt. Figenkaktuspulver bevarer den lyserøde farve og frugtsmagen i en form, der kan opbevares, doseres og sendes overalt. Det har gjort frugten tilgængelig for caféer, bagerier og isproducenter langt fra enhver kaktus, som nu bruger den til lyserøde latte-drikke, glasurer, gelato og smoothies.
Det samme levende frugtkød, der fanger blikket ved en siciliansk markedsbod, er det, der får en figenkaktuslatte til at skille sig ud på en disk i Stockholm eller Amsterdam. Hvis du vil vide mere om selve frugten, kan du læse vores forklaring på hvad figenkaktus er, og når det gælder opskrifter og metoder, kan du læse vores guide til hvordan man bruger figenkaktuspulver.
Køb af figenkaktuspulver
Hjemmekokke kan prøve frugten i pulverform med pakken Figenkaktuspulver - 70 g. Caféer, bagerier og producenter, der har brug for faste mængder, kan anmode om et tilbud på Figenkaktuspulver i bulk 25 kg, som lagerføres og sendes fra Sverige.
